35 års Jubilæum 2024

I sæsonen 2024 fejrer Buster Holstebro 35 års jubilæum, det er da vildt! Sikken fantastiske medlemmer vi har og har haft gennem de 35 år.

Vi fejre Busters Jubilæum gennem hele sæsonen, med lidt ekstra arrangementer:

Søndag d. 10. november var der Bedsteforældre Maraton, i den forbindelse talte Mads W Gammelmark med Ditte, hendes børn og deres Mormor Helle.  Det blev der denne fine fortælling og små film ud af, se og læs med her:


I Buster kan alle være med

Både Ditte Hoffmann og hendes børn nyder godt af Buster
Ditte Hoffmann holder af at gå i biografen og hun har god erfaring med det, for hun er kommet i
de mørke sale siden hun begyndte i skole.
Hendes mor, Helle Hoffmann, greb muligheden, da hun kunne tage datteren med i biografen
gennem Buster.

"Jeg syntes det var en fed mulighed for nogle gode oplevelser sammen med mine børn, og så var
det billigt, ligesom det jo også er i dag. Vi havde ikke meget at gøre med den gang, så det var
oplagt at benytte tilbuddet," siger Helle.
Vi fanger hende lige inden hun og børnebørnene skal ind og se Snøvsen som den første af to film
til Busters særlige bedsteforældremaraton i anledning af klubbens 35 års jubilæum.
Hun har Ida på 6 år med, sammen med Valde på 6 år og Villum på 8 år. De to drenge er brødre, og
Ditte Hoffmanns sønner.

"Det er hyggeligt at gå i Buster. Vi ser nogle gode film, og så får vi snolder," siger ungerne.
Ditte Hoffmann glæder sig over, at børnene nu får de samme gode oplevelser, som hun selv fik
som barn.

"Der er et fint fællesskab. Man er sammen om at se filmene, og i drengenes klasser er der mange
andre, der også er i Buster, så det er noget de snakker om før de skal herned, og også bagefter,"
siger hun.
Hun glæder sig over at klubben sørger for mange gode film, og ind i mellem også film, de ikke selv
ville have set.

"Så får vi set noget nyt, og i det hele taget får vi oplevelsen af at se film i biografen. Det har stor
betydning. Sanseindtrykkene forstærkes markant, når man sidder i salen. Der er flot lyd, en stor
skærm, og der sker ikke alt muligt andet, som der jo godt kan derhjemme," siger hun.
Ditte Hoffmann lægger også vægt på, at det er billigt at gå i Buster.

"Det kan jo godt koste en hel del, når hele familien skal se en film ellers, men på denne måde er
det på et plan, som langt de fleste familier kan være med til. Det er vigtigt", siger hun.
I Buster bliver alle film præsenteret af en voksen, inden de går i gang. Det har også betydning:

"Det er ikke sikkert at alle børnene fanger, hvad der bliver sagt, men det er med til at understrege
at klubben er noget andet, end bare at gå i biografen. For nogle børn har det også stor betydning
at vide lidt om, hvad der skal ske. Det gør dem mere trygge," siger hun.
Mormor Helle og de tre børn er gået ind for at finde deres pladser og se Snøvsen og senere
Garfield. Ditte tager hjem for at tage sig af den mindste. Og mon ikke der venter endnu et Buster-
medlem der.

Billeder og film af Mormor Helle, Ida, Valde, Villum og Ditte er delt med tilladelse. Tak

Ida, Valde og Villum glæder sig til Bedsteforældre maraton med deres mormor Helle, arrangementet fandt sted i Buster Holstebro, søndag d. 10. november 2024.